Braveheart græsser på folden

Måden hesten græsser på er kilde til vigtig viden

Har du nogensinde kigget på din hest eller pony mens den græsser? Altså sådan rigtig observeret den? Igennem længere tid? Det kan være en god ide, da måden den græsser på er kilde til vigtig viden om dens krop.

Når en hest eller pony græsser ude på en fold (eller i den fri natur), foregår det med hovedet nedad. Det er de ”bygget til”. Knogler, muskler, led og organer laver helt bestemte bevægelser for at græsningen skal fungere. Heste og ponyer, som er velfungerende og symmetriske i kroppen, græsser og bevæger sig konstant, de løfter sjældent hovedet, mens de bevæger sig, de bevæger hovedet fra side til side og spiser ligesom i en bue foran sig og de græsser jævnt til venstre og højre, dvs. at de tilbringer cirka 50 % af tiden med deres venstre ben fremme og 50 % med deres højre fremme.

 

Braveheart græsserVigtig viden, hvis hesten græsser anderledes

Hvis ikke din hest græsser på denne måde, er der vigtig information at hente. For nylig skrev engelske Gillian Higgins, at måden en hest eller pony græsser på afslører meget om, hvor velfungerende hhv. asymmetrisk dens bevægeapparat er.

Hun beskriver følgende:

  • De heste, som ikke er komfortable i kroppen, finder en græsningsposition, der er behagelig for dem, spiser et stykke tid, og løfter derefter hovedet op for at flytte til det næste sted.
  • Heste med asymmetri i kroppen vil stå med forbenene ude til siderne når de græsser og de foretrækker, at det ene forben er fremme det meste af tiden. Denne asymmetri ses normalt i den måde, de bevæger sig, bøjer sige og hvordan de strækker deres forben fremad i bevægelse. Dette kan forårsage halthed og asymmetrisk konformation af hovene.

Begge dele er altså forskelligt fra normalen, som jeg beskrev ovenfor. (Selvfølgelig kan hesten blive opmærksom/forskrækket og løfte hovedet – ovenstående skal naturligvis ses over tid).

 

SE på din hest eller pony

Ved at observere din hest eller pony græsse, er der altså mulighed for at finde ud af, hvordan den har det i kroppen. I SMIL Horsemanship står S’et i SMIL for at SE. En af de ting vi bør have med på tjeklisten over ting vi skal SE på er altså, hvordan hesten eller ponyen græsser.

Oplever du, at din hest eller pony ikke græsser normalt, så book tid hos en fagperson.

Kærlig hilsen

Camilla 🤗💖

 

Du kan læse hele Gillians artikel om, hvordan hestens krop fungerer ved græsning her