Foredrag & Workshops
Bliv klogere på både heste og på dig selv. Jeg tilbyder spændende og underholdende foredrag samt workshops for både børn og voksne, hvor jeg rundhåndet deler ud af nyttig viden og enkle redskaber, som kan bruges med det samme.
Er du interesseret i at booke mig til en workshop eller et foredrag – fx i rideklub, på rideskolen, i forbindelse med ridelejr, ved et privat arrangement eller på fx en café – så kontakt mig.
Vælg et foredrag eller en workshop
Du kan vælge et af nedenstående emner – eller sende mig jeres ønsker, så sammensætter jeg et oplæg, der passer til målgruppe, niveau og rammer.
SMIL Horsemanship (foredrag / workshop)
Et foredrag eller en workshop om SMIL som mindset: SE, MÆRK, INSPIRÉR og LYT. Fokus på samarbejde, tryghed og tydelig kommunikation – i et tempo hvor både hest og menneske kan være med.
Læs mere om SMIL Horsemanship
SMIL i børnehøjde (foredrag/workshop)
Et foredrag eller en workshop for børn, hvor vi gør hesteforståelse enkelt og konkret: hestens sanser, sprog og signaler – og små redskaber, børn kan bruge i hverdagen med pony og hest.
Læs mere (Bravehearts Verden)
SMIL til rideskoler (3-timers workshop)
En samlet workshop for undervisere og staldteam, der ønsker et fælles sprog og enkle redskaber til rideskoleundervisningen – uden tunge opfølgningskrav.
Læs mere om SMIL til rideskoler
Skift tilstand og nå længere med din hest (workshop med Klaus Veile)
En inspirerende 3-timers workshop med mentaltræner og sportspsykolog Klaus Veile og mig. Vi fortæller om, hvordan både menneskets og hestens hjerne og nervesystem påvirker samarbejde, kommunikation og præstation – med øvelser, du kan bruge med det samme. Workshoppen er en kombination af oplæg og øvelser (uden heste).
Læs mere om workshoppen her
Hestemassage (foredrag)
I dette foredrag deler jeg spændende og nyttig viden om hestens krop og om de gavnlige effekter af massage. Jeg fortæller også om, hvad du selv kan gøre for din hest, og i hvilke situationer det er bedre at overlade massagen til en (godkendt) massør. Der vil være praktiske øvelser og masser af mulighed for at stille spørgsmål.
Ønsker du et andet emne?
Skriv gerne, hvad du vil blive klogere på, og hvem der deltager (børn/unge/voksne/undervisere/forældre). Så foreslår jeg et format og et indhold, der passer.
SMIL Horsemanship, Nyt Hesteliv 28.08.2022
Foredrag hos Country Market Fredensborg 25.06.2020
(Foto: Country Market Fredensborg)
Praktisk info
Jeg medbringer det AV-udstyr, jeg skal bruge, hvis ikke I har det. I sørger blot for et rart lokale med nok plads og stole til deltagerne – og gerne mulighed for at byde på en kop kaffe eller te, hvis det passer ind.
Når du skriver, er det hjælpsomt at få:
-
målgruppe (og alder, hvis børn/unge)
-
cirka antal deltagere
-
ønsket emne + jeres mål
-
hvor i landet I er, og evt. datoønske
Kontakt mig – så vender jeg tilbage med et forslag til ramme og indhold
SMIL Horsemanship, Harridslev Rideklub 11.09.2022
SMIL workshop hos Letridning. Pinsen 2021.
(Foto: Allan Engelbrecht – Photobyahe)
Horsemanship i børnehøjde hos Nyt Hesteliv 08.08.2020
(Foto: Nyt Hesteliv)
Kunderne siger:
Vi, Elias på 8, Lea på 11 og jeg (mor) elsker vores tre ismuler – og vi gør alt, hvad vi kan for at vise dem det. Vi ved, at vores muler også er glade for os, for de gør sig altid umage med at give os nogle dejlige rideture, de kommer altid hen til os, når de hører vores stemmer, og de gider godt være med til at hygge med os. Vi ved også, at selvom vi gør vores bedste for at passe dem godt, så er der rigtig meget vi ikke ved – og i et stykke tid har vi talt om, at det kunne være fedt at lære lidt om vores hestes sprog, så vi kan komme endnu tættere på hinanden.
Den der følelse at være ‘koblet sammen med sin hest’ som Elias beskriver det, når han og Fylkir står helt stille sammen og nusser – eller det smil Lea har, når hende og Alfred har haft en tur i skoven, hvor de bare var enige hele vejen om, hvad de skulle – den følelse og det smil – det ville vi gerne lære at få endnu mere frem. Så vi spurgte Camilla fra Horsemama, om hun ville undervise os i at forstå vores ismuler bedre. Det ville hun heldigvis gerne – og allerbedst: Hun underviser i børnehøjde, børnetempo og børnesprog. Man fornemmer lynhurtigt, at Camilla tuner ind på, hvor børnene er – Lea og Elias er krudtugler, der sagtens kan koncentrere sig længe af gangen – hvis indholdet er godt, programmet varieret og ikke for meget røv-til-sæde. Og det var præcos hvad vi fik. To timer uden pause med gode og nemt forståelige forklaring, plads til (mere eller mindre relevante) input fra de unge deltagere og masser af øvelser. Camilla havde lagt et program hjemmefra til os – og det er rart (særligt for den der betaler), at kunne se for sig, hvad der skal ske. Men samtidig var der god plads til at se på børnene og deres heste og tilpasse de to timer til det. Og hvad så når man er voksen – bliver det så ikke kedeligt? Nope – at se børnenes intuitive tilgang kombineret med Camillas teori er enormt lærerigt. Og mellem os – ungerne var selvfølgelig langt bedre til at tage til sig, prøve af og lykkes med de ting, vi øvede.







