På det seneste har jeg oplevet, at mange børn udtrykker en stor nysgerrighed og interesse for at lære mere om hestenes sprog og signaler. Børnene bliver frustrerede, når hestene gør ting de ikke forstår. Udover at frustrationen ikke på nogen måde gavner kommunikation og samværet med en hest, så kan der også opstå farlige situationer, når børn (og voksne for den sags skyld) ikke forstår signalerne.

Da jeg i august havde en stand ved Nyt Hestelivs Åbent Hus, kom en pige hen til mig og sagde “Jeg vil så gerne forstå min skolehest bedre”. Vi fik en rigtig god snak om hendes oplevelser og selvom jeg ikke kunne komme med helt konkrete råd, når jeg ikke har set hende med hesten, så fik vi talt om en del generelle ting og hun fik gode råd til, hvad hun selv kan gøre for at forbedre kommunikationen.

 

Jeg oplever også interesse fra børn med privatheste. I øjeblikket underviser jeg en pige på 12 i et forløb. Hun er super nysgerrig og går til lektionerne med en åbenhed, som er helt fantastisk. Efter allerførste lektion spurgte jeg hende om, hvad hun syntes havde været mest spændende, sjovest eller vigtigst i lektionen, og hun svarede prompte “Det at hesten også skal have en stemme”. Efter anden lektion var svaret “At jeg skal huske, at ikke give mange opgaver ad gangen”. Wow!

 

Uanset om et barn håndterer en privathest eller en elevhest, er det naturligvis vigtigt, at barnet kan aflæse hesten – dels for at risikoen for uheld mindskes og dels for at barnet oplever mest mulig glæde og positiv udvikling i ridningen/træningen. Samtidig er det klart, at frustrationsniveauet for hestene mindskes/fjernes, når kommunikationen fungerer godt. Win – win.

 

Jeg bliver så umådelig glad for de oplevelser jeg har med børnene og jeg har derfor sat ekstra fokus på undervisning af børn. Er du forælder til et barn, der rider – eller er du leder eller underviser på en rideskole – så kontakt mig endelig, hvis du kunne tænke dig at høre mere om min undervisning af børn. Der kan både bookes 1-1 lektioner for børn og clinics for børn (fx i rideskoler), hvor jeg underviser max 4 børn ad gangen, så alle får et godt udbytte.