Når hesten bukker

Når hesten konsekvent bukker, skal vi lytte og agere

Situationen når hesten konsekvent bukker i ridning er et emne, der grundet en ny artikel er oppe i tiden p.t. Og jeg støder selv på problemet, når jeg kommer ude hos heste og ponyer – bl.a. når jeg er ude og massere.

Jeg er jo i fuld gang med øvemassage behandlinger i forbindelse med min uddannelse til Horsemovement hestemassør. Jeg elsker at komme ud og massere – jeg møder skønne heste og ponyer og deres søde ejere – og jeg nyder at kunne hjælpe heste til øget velvære.

Nogle booker mig fordi de oplever konkrete problemer, mens andre gør det for at forkæle deres 4-benede ven. Indimellem oplever jeg at kommer ud til en gang forkælelse, hvor det viser sig, at hesten eller ponyen faktisk har nogle problemer. De er bare så hulens dygtige til at skjule det. Det er jo deres ”lod i livet som byttedyr” at skjule problemer. Og her er det jo skønt, at de opdages, så de kan blive behandlet. Det sker også, at jeg kommer ud til en behandling, hvor hesten eller ponyen faktisk har gjort opmærksom på problemer – fx hvor ejer har oplevet adfærdsændringer, hvor de ikke har tænkt på, at problemet kan skyldes et fysisk problem, eller hvor ejer selv har ændret adfærd for at kompensere for et problem.

Det oplevede jeg bl.a. i forbindelse med en øve-massage behandling i juni. Her fandt følgende samtale sted. (Af hensyn til ejer, har jeg ændret på nogle fakta for at anonymisere vedkommende – men situationen er korrekt).

”Hvad bruger du din pony til? Hvad laver I?”
”Lidt dressur, spring og så skovture…. eller faktisk så springer vi ikke mere, for han begyndte at bukke, når vi sprang, så det droppede vi.”
”Nå da. Hvornår begyndte han på det?”
”Hmmm, jeg tror det var tilbage i februar.”
”Fik I ham tjekket af en dyrlæge?”
”Næhh, det gjorde vi ikke. Det stoppede jo, da vi holdt op med at springe.”

 

Der kan være flere årsager

Der kan være flere årsager til at ponyen begyndte at bukke ved spring. Men ifølge forskning*, skyldes konsekvent buk i ridning (uanset hvilken form for ridning) som regel smerter. Det har Sue Dyson, som bl.a. er dyrlæge, PhD og ekspert i ortopædi til heste, publiceret en artikel om. Det at heste bukker er ifølge Sue en forsvarsmekanisme, som de pr. instinkt bruger for at smide rovdyr af. Dvs. en meget stærk reaktion. Så når de bukker konsekvent, skal vi tage det alvorligt.

Ponyen, jeg behandlede, reagerede akut på flere punkter, der pegede på ondt i ryggen. Derfor anbefalede jeg ejer at få tjekket sadlen asap, dyrlægetjek, hvis ikke sadelmager finder problemer med sadlen samt opfølgende massagebehandling. Det var dejligt at høre, at de var stoppet med at springe pga. den ændrede adfærd, men det er stadig vigtigt at finde årsagen.

Min bøn til hestefolk er: hvis din hest begynder at bukke konsekvent, når du rider, så kontakt fagpersoner. Selv, når du ikke falder af, så prøver din hest sandsynligvis at fortælle dig, at noget er galt. Vent ikke 4 måneder.

Jeg er spændt på at høre nyt om ponyen. Og er glad for, at mit arbejde med heste kan hjælpe med at højne hestevelfærd.

Du kan læse mere om HorseMama Hestemassage her

PS Heste og ponyer kan også finde på at bukke af glæde, når de fx hygger sig ude på folden, så bedøm altid hesteadfærd ud fra konteksten. Vil du vide mere om hestenes adfærd og signaler i stress situationer, kan du læse mere her.

 

* https://thehorse.com/1101516/why-do-horses-buck/

Foto: Shutterstock