Sportshesten bør også vurderes på sin mentale tilstand
Mens jeg holdt sommerferie, læste jeg en videnskabelig artikel af Mette Uldahl og David J. Mellor med titlen “Regulatory Integrity and Welfare in Horse Sport: A Constructively Critical Perspective” (kan læses i fuld længde her). Den indeholder mange vigtige vinkler, men ét synspunkt har især sat sig fast hos mig: Hestens mentale tilstand bør være en del af vurderingen af, om den er “fit to compete”.
Det er et tema, jeg synes er helt afgørende at huske – og ikke mindst at handle på. For vi kommer ikke udenom, at det er menneskets ambitioner og drømme, der skaber hestesporten.
Mit eget ståsted
For at være helt ærlig… jeg har aldrig selv deltaget i et stævne. Konkurrenceridning har aldrig tiltalt mig. Jeg nyder at ride en tur i naturen, men ikke at konkurrere. Jeg har været tilskuer ved stævner, men det giver mig ingen glæde. Jeg har intet problem med, at vi rider på heste (så længe vi gør det med respekt for hestens krop og sind) – men jeg ser ofte heste, der virker utilpasse i konkurrencer. De bliver bedt om at yde – nogle gange i bevægelser, de slet ikke er bygget til. Og med al den viden vi i dag har om hestes krop og sind, mener jeg, vi skylder dem at handle ud fra den viden. Med respekt for deres ve og vel.
Fokus på det fysiske – men hvad med det mentale?
Når talen falder på hestes velfærd i sport, handler debatten ofte om det fysiske: mundsår, blå tunger, sår efter sporer. Her er der uden tvivl udfordringer.
Som artiklen skriver:
“Despite growing scientific understanding of animal sentience and suffering, many traditional practices, such as the use of restrictive tack, pain-masking medication, and performance-based welfare assessments, still dominate.”
Med andre ord: selv om vi ved mere og mere om hestes følelser og smerteoplevelser, er det stadig de traditionelle metoder, der præger sporten.
Mette Uldahl satte for nylig ord på dette ved ‘Part of the Change’-festivalen. Hun understregede, at reglerne for at beskytte hestenes velfærd faktisk findes – men stillede spørgsmålstegn ved, hvor konsekvent de efterleves og sanktioneres.
At være mentalt klar
Det, jeg især tager med mig fra artiklen, er netop fokus på, at hesten skal være mentalt klar til at præstere. Det forpligter os som ryttere.
For hvordan vurderer man det i praksis? Det kræver, at rytteren kender sin hest og dens sprog indgående. Og at dommere er skarpe på hestens sprog og signaler. Det kræver derudover mod til at lytte til og agere på hestens signaler – også når de ikke passer ind i planen. Og det kræver, at ryttere – også på allerhøjeste niveau – kan acceptere at melde fra, hvis hesten ikke er mentalt parat.
At være mentalt klar handler i høj grad om hestens nervesystem. Et stresset nervesystem sætter spor. Både som ændret adfærd pga den mentale reaktion, og i kroppen, fx i form af stramt fasciavæv og klemte nerver, som giver kompromitterede bevægelser. Så i en konkurrencesammenhæng er det en fordel at have en hest, der er tryg og mentalt med.
Hvorfor det er vigtigt
Ved ‘Part of the change’ blev sagt, at i sporten lever en udbredt tanke: “Hvis hesten præsterer godt, har den det også godt.”
Men det er ikke sandt, som flere kom med eksempler på. En hest kan godt presses til at præstere, selvom den ikke har det godt.
Derfor er det så positivt, at artiklen peger på behovet for også at evaluere sporthestes mentale tilstand og ikke kun se på fysik og præstation. Hvordan det i praksis kan gøres, skal der arbejdes mere med – men det er et kæmpe skridt, at blikket rettes den vej.
Jeg glæder mig til at følge, hvordan dette perspektiv kan være med til at skabe en fremtid, hvor hestenes mentale velbefindende bliver en naturlig del af vurderingen af deres velfærd.
Kærligst
Camilla
