Kan separationsangst “fikses”?

Jeg lyttede igår en podcast hvor de taler om tiloversblevne løbsheste i New Zealand. Altså de heste, som er blevet “til overs” i trav- eller galopsport. De heste, som ikke kan mere. Eller som aldrig rigtigt kommer igang fordi de ikke er gode nok, men når at blive dybt traumatiseret. En del af samtalen går på det med at de føl, der tiltænkes brug i sporten tages fra hoppen tidligt og sættes i træning… med separationsangst til følge.

Helle Knudsen fra Flokadfærd taler ofte om det her med at føl ikke bør tages fra hopperne før de er kønsmodne, dvs. 1,5-2 år gamle. Så tænk på traumet disse føl oplever, når de bliver taget fra deres mor tidligt og så bliver bedt om at præstere i den periode, hvor de ellers skulle gå og lære hesteadfærd fra de voksne.

Jeg har selv oplevet separationsangst mellem Braveheart og Zizi. Jeg oplevede det også med Braveheart da han var yngre, men her beskriver jeg separationsangsten med de to. Dengang de blev skilt ad, var Braveheart lige knapt 6 måneder gammel. Jeg skal ærligt sige, at jeg ikke kender til eventuel fravænningsperiode dengang, men jeg så ikke tegn på det, når jeg kom på gården.

Jeg fik så Zizi ca. 8 år senere og hestenes gensynsglæde var så tydelig og rørende. Lige efter de blev sat sammen igen, var der forståeligt nok separationsangst. De første uger gik de sammen 24/7 uden at jeg tog dem ud fra folden. Men da jeg efter et stykke tid begyndte at tage dem ud og træne dem, var det meget svært for dem. Jeg oplevede det igen senere, da de havde fået først én ven, som desværre flyttede og så senere igen med to venner, som blev flyttet. Det var nærmest umuligt at tage én ud af folden uden at den anden forsøgte at smutte med. Og hvor gjorde det ondt i hjertet at prøve. Mange sagde “Det skal de bare lære”. Men reaktionen er jo for pokker helt naturlig.

Sidste år flyttede Braveheart og Zizi til et nyt hjem. Her har jeg igen oplevet separationsangst. Fra start af gik de på en stor indslusningsfold, hvor resten af flokken på ca 20 heste blev introduceret lidt ad gangen. Der hvor alt var nyt kunne jeg godt forstå de blev utrygge, hvis jeg hentede en af dem (hvilket jeg så undlod). Da de senere kom ud i deres foldsystem med virkeligt mange venner – og hvor de faktisk havde dannet et lille “band”, som det hedder, med fire andre heste – havde de stadig separationsangst, hvilket overraskede mig. Men set i bagklogskabens lys, er det jo bare helt naturligt. De var nemlig ikke landet helt endnu. Det kan tage lang tid for en hest at lande et nyt sted – min gamle hest Robin var et helt år om det. Men lige omkring nytår – da de havde boet i deres nye hjem i knapt 5 måneder, så holdt det op. Fra den ene dag til den anden er separationsangst stort set ikke et problem mere.

Jeg forsøgte jævnligt at tage den ene hest med ned til stalden i efteråret. De ville som regel ikke med. 700 kilo hest stod solidt plantet på jorden med et tydeligt “nej tak”. Og her ved jeg godt at ikke alle er enige med mig. Men efter mange forsøg på at overtale dem, valgte jeg at de måtte vise mig, når de var klar. Nu er jeg heldig ved det at hestene bor i et kæmpe foldsystem, så jeg har haft mulighed for at træne og lege med dem ude på folden. De bevæger sig også rigtig meget i det daglige, så jeg har ikke behøvet bekymre mig så meget om deres fysiske trivsel. Jeg er med på at ikke alle har denne mulighed –  vi må tænke kreativt indenfor de rammer vi byder vores heste.

Tilbage til podcasten. Den fik mig til at tænke over følgende: 
Skal vi “fiksee” separationsangst eller skal vi lære at leve med den?
Kan separationsangst overhovedet “fikses”? Den kommer jo af helt naturlig hesteadfærd.

Jeg mener at vi skal være nysgerrig på den. Tænke over årsagen og hestens basale behov for at være social. Vi må arbejde med separationsangst ud fra den enkelte hests behov. Vi må leve med at det kan tage lang tid. Og vi må leve med, at vi kommer til at forsøge ting, som ikke virker. At vi begår fejl i vores forsøg.

Idag kan jeg godt tage enten Zizi eller Braveheart med ned i stalden eller ridehuset uden at de får angst. Jeg tror på, at det har været en god investering af tid. Der er stadig enkelte dage, hvor det er svært for dem. Hvor jeg kan mærke, at de ikke skal med ud. Fx for nylig, da en ven fra flokken var blevet aflivet. Det var så tydeligt at den store folk havde behov for at være samlet. Og spørger du mig, så skylder vi hestene at respektere deres behov så vidt det overhovedet er muligt. Deres behov må komme før vores.

Jeg mener ikke at separationsangst kan fixes på den måde som de fleste nok opfatter at “fiksee noget”. Vi kan give hestene tid, og stille og roligt udvide deres comfort-zone. Vi kan lave set-ups, der hjælper dem. Vi må tage hensyn til hestenes naturlige adfærd og det der sker i deres liv i de mange timer vi ikke er sammen med dem. Og så skal vi have udbredt meget mere viden om, hvordan vi hjælper hestene bedst i deres fravænning.

Har du oplevet separationsangst hos din hest? Hvordan har du håndteret det? Del gerne dine erfaringer i en mail.

Kærligst
Camilla