Heste med PSSM

Hjælp til heste med PSSM

Forestil dig, hvordan din krop har det 2 dage efter du for første gang i 4 måneder var i fitness centeret – og valgte at tage både en puls/styrke time og en stram op time nu du endelig havde taget dig sammen….

Den er godt øm, ikk’!

Forestil dig så, hvordan det ville være, hvis du nogenlunde konstant gik rundt med den form for muskel-ømhed i kroppen.

Ikke så fedt, vel….

 

Sådan er der faktisk heste, der har det. Måske er de ikke konstant ømme 24/7 …. men ofte. Jeg skriver her om heste med PSSM.

 

 

PSSM – kort fortalt

Sådan helt enkelt forklaret*, så har heste med PSSM en ophobning af sukker i deres muskler – sukker, som de har svært ved at nedbryde. Lidelsen giver nedsat muskelfunktion og forårsager ømme muskler, stivhed, svedudbrud og atypisk bevægelse. En hest med PSSM vil efter 20 minutters let motionering have det som om den havde trænet hårdt længe.

Nogle racer er mere disponeret end andre – det er fx Quarter horses og ”tunge” heste som fx Belgiere og Irish Cobs.

Der findes flere typer af PSSM: PSSM1 og PSSM2. Der er også identificeret nogle genetiske varianter, som forårsager PSSM2. PSSM1 er forårsaget af en genfejl. Ved PSSM 2 ses de samme muskelforandringer, men der er ikke tale om en genfejl.

En nøje tilrettelagt foder- og træningsplan er afgørende for at hjælpe PSSM heste til at have få, svage eller ingen symptomer. Derudover er massage af muskler og bindevæv/fascier med til at løsne op hos ramte heste.

 

* Der kan findes mange spændende videnskabelige artikler via Google, hvis du vil have mere viden.

 

Hestemassage til PSSM-heste

Ligesom heste i hård træning har godt af massage af muskler og bindevæv/fascier for at præstere, så har PSSM heste også brug for massage – ikke blot for at præstere, men for i det hele taget at have det godt.

I mit virke som hestemassør møder jeg også PSSM-heste. Og dem jeg har behandlet har alle det tilfælles, at de har haft god gavn af behandlingerne – og specielt af at få behandling med jævne mellemrum.

Min hesteforståelse, herunder calming signals, bruger jeg i alle behandlinger og den viden er ekstra relevant i behandlingen af PSSM-heste. For med det smerte-niveau de kan have, er det super-vigtigt at vide, hvornår nok er nok!

Pga. den meget ømme muskulatur kan det være en stor fordel at behandle med laser – simpelthen fordi det volder for voldsomme smerter at behandle med hænderne.

Da PSSM er en tilbagevendende lidelse, har heste med PSSM godt af at få jævnlige behandlinger. En HorseMama Bodywork behandling holder 2-4 uger hos en PSSM-hest, så der bør ikke gå mere end 4 uger mellem behandlingerne.

 

Har din hest PSSM og er du interesseret i at booke behandling, så læs mere her

 

Foto: Shutterstock