Fascia, immunforsvar og hvorfor berøring betyder noget

Enhver hesteejer bør kende til fascia – hvis du spørger mig😉

Fascia er et netværk, der forbinder alt i kroppen — muskler, organer, kar og nerver. Og det spiller en aktiv rolle i din hests immunforsvar, biomekanik og trivsel. Derfor er det vigtigt at kende til det og vide, hvordan vi holder det sundt.

Imellem fascias kollagenfibre ligger grundsubstansen — et gelléagtigt miljø, der bl.a. indeholder hyaluronsyre. Det er denne væske, der holder fascia hydreret og glidende, og som immunforsvarets celler, næringsstoffer og signalmolekyler bevæger sig igennem. Uden tilstrækkelig hyaluronsyre mister fascia sin smidighed — lagene klistrer sammen, og flowet bremses.

Fordi fascia er tæt forbundet med lymfesystemet og blodkarrene, er det en af de veje, som immunforsvarets celler, næringsstoffer og signaler bevæger sig igennem. Når vævet glider frit og er godt hydreret, flyder al den kommunikation mere effektivt. Affaldsstoffer og inflammatoriske restprodukter kan transporteres væk. Kroppen kan reagere og genvinde balance.

Men når fascia bliver stram, fortykket eller dehydreret, bremses den udveksling. Det er ikke at “giftstoffer gemmer sig i vævet” — det er mere præcist at sige, at clearance bliver langsommere. Og det kan betyde, at inflammation hænger ved, at heling tager længere tid, og at kroppen har sværere ved at fordele belastning effektivt.

Det er her, manuel kropsterapi gør en forskel.

 

Hvad manuelle teknikker gør

Massage og myofasciale teknikker ændrer ikke immunsystemet direkte. Men de forbedrer de betingelser, kroppen og herunder immunsystemet arbejder under. De rytmiske massagestrøg hjælper væsken i vævet med at bevæge sig og understøtter lymfens flow. Og når receptorerne i fascia stimuleres rigtigt, påvirkes nervesystemet positivt. Stressniveauet falder, muskulær overspænding falder, og mikrocirkulationen forbedres.

Det er faktisk som en kædereaktion:

Væv der bevæger sig → væske der flyder → kommunikation der fungerer → heling der bliver mulig.

 

Den positive effekt på atleten

For hesten — der som atlet er bygget på elasticitet, fjeder og fordelt belastning — er den adaptabilitet ikke en bonus. Det er fundamentet for modstandsdygtighed.

Sund fascia støtter effektiv bevægelse, god cirkulation og koordineret fysiologisk kommunikation. Derfor er arbejdet med fascia en stor og vigtig del af mit arbejde med hestens krop.

 

👉 Læs mere om HorseMama Sessions her

 

OBS: fotoet er et privatfoto og viser fascia væv i gris.