Biomekanisk akupressur til heste – en præcis og effektiv terapi, som hestene elsker
Der er noget særligt ved at hjælpe heste med at finde balance i krop og nervesystem. Når hestens øjne lukkes lidt, underlæben sitrer, og åndedrættet går fra overfladisk til dybt og roligt. De øjeblikke opstår hver gang jeg arbejder med akupressur – et af de værktøjer, der har gjort mine bodywork-sessioner endnu mere præcise og effektive.
Akupressur stammer fra traditionel kinesisk medicin, hvor man har arbejdet med kroppens energibaner og punkter herpå (akupunktur punkter) i flere tusinde år. Alle punkterne har betydning for et eller flere områder i kroppen. Påvirkning af disse punkter kan hjælpe kroppen til at finde balance både ved fysiske ubalancer og mentale ubalancer. Punkterne fungerer som en slags “vejviser”. Når jeg møder et punkt i ubalance, får jeg en reaktion fra hesten, og jeg kan målrette terapien derefter.
Ved ubalancer bruger jeg forskellige teknikker til at skabe balance. Det kan være manuel terapi med mine hænder/fingre, laserterapi eller vibrationer med en stemmegaffel. Det lyder måske lidt hokus pokus for nogen, specielt det med stemmegaflen, men det er det slet ikke. Uanset om det er tryk fra mine hænder, laserens lys eller de meget specifikke vibrationer fra stemmegaflen, påvirkes punkterne og det omkringliggende væv på en måde, der kan løsne blokeringer og genskabe flow i området.
De punkter, jeg primært arbejder med, er dem, der relaterer til hestens biomekanik. Jeg kender også andre punkter, og nogle af de biomekaniske punkter har forbindelse til mere end ét område i kroppen. Hvis jeg undervejs støder på noget, der ikke kan forklares biomekanisk, eller som peger uden for mit fagområde, henviser jeg altid til dyrlæge.
Biomekanisk akupressur kombineres ofte med blid massage og healing, men kan også sagtens stå alene. Alle sessioner foregår på hestens præmisser – i det tempo, hesten har brug for. De fleste heste viser ret hurtigt, hvor de har behov for hjælp. Når en spænding løsnes, sker det ofte, at andre – og nogle gange mere dybtliggende – ubalancer dukker op. Det kan være lidt som at skrælle et løg: ét lag ad gangen.
Hvis du er nysgerrig på, hvordan min bodywork, og herunder den biomekaniske akupressur, kan støtte netop din hest, så kontakt mig endelig.
PS: Akupressur kan aldrig erstatte dyrlægens arbejde, men det kan være et rigtig godt supplement. Mange af mine kunder vælger jævnlige behandlinger for deres heste for at holde øje med, hvordan kroppen har det. Med biomekanisk akupressur kan man ofte opdage problemer tidligt, før de udvikler sig til større udfordringer.





