Glædelig 3. søndag i advent
Adventshygge med Braveheart
Adventshygge med Braveheart
🎄 Hold da op som tiden flyver. Nu har du lige åbnet tredje låge i Bravehearts adventskalender og får her dagens julehistorie fra Paradisgården. Du får også et spændende “Viden om”-afsnit OG et juletilbud 🎁🤗
(Klik på billedet for at åbne som pdf)
Uha uha – ham Braveheart havde da lidt svært ved at komme igennem skorstenen i dagens historie fra Paradisgården! 😆
Den virkelige Braveheart har en huld score (skalaen, som anvendes til at bedømme om hesten er normal-, under- eller overvægtig) over middel, men han er absolut pænere end har han været – og det går den rigtige vej. Det er der flere årsager til. Forbedring i management samt mere og bedre træning.
Jeg er også holdt op med at bruge godbidder. Han fik ikke hysterisk mange, så de var ikke en stor årsag til for mange kilo på sidebenene. Men det har bestemt været en god beslutning, at holde op med at dele ud hver dag. Den enkle årsag: Braveheart mistede fokus på alt andet end godbidder. ALT! Og det er slet ikke hensigtsmæssigt. Hverken i almindelig håndtering eller træning. Han gjorde som på tegningen fra “Braveheart flytter ind”, som du ser her.
Nogle heste og ponyer kan godt håndtere at få godbidder. Men det kan Braveheart ikke. Så den her med en julesok med godbidder og “hesten skal også vide det er jul” – den går ikke hos os. Godbidder bruges, hvis jeg er nødt til at aflede opmærksomheden, fx hvis dyrlægen skal gøre noget, som Braveheart ikke er tryg ved. Men ellers ikke.
Og udover problemet med at fokusere, ja, så er der altså også det med, at heste og ponyer naturligvis ikke har godt af at blive for tykke. Det giver dem en dårligere livskvalitet og de risikerer at få en række sygdomme. Derfor er det vigtigt, at vi holder øje med deres huld. Det skal også siges, at det naturligvis også er vigtigt at holde øje med, at de ikke bliver for tynde, for det er heller ikke sundt.
Sådan bedømmer du hestens eller ponyens huld score
Siden 1983 har mange anvendt det såkaldte Henneke Body Condition Scoring system til at bedømme huld scoren og denne metode kan bruges på tværs af racer og af alle hestefolk. Systemet tildeler en numerisk score – 1 til 9 – baseret på mængden af fedt, der har akkumuleret i de områder, der bruges til at vurdere hestes og ponyers kropstilstand.
På skalaen, som går fra 1 til 9, anses en hest, der scores som 1, ekstrem tynd. En hest med 9 er klassificeret som ekstremt fed. En score på 5 betragtes som “ideelt”, men 4 og 6 betragtes også som sunde for de fleste præstationsheste.
Man ser på seks områder, hvor fedt lagres: ovenpå halsen, manken, bag skulderen, henover ribbenene, over ryggen i lændeområdet og over/omkring haleroden. Disse områder ændrer sig afhængigt af en hests lagrede fedtniveauer og palpering af dem kan give værdifuld information. På denne hjemmeside: https://thehorse.com/164978/body-condition-scoring-horses-step-by-step/ får du en beskrivelse af, hvordan du bedømmer, hvor på skalaen din hest eller pony er.
Du kan også læse mere om metoden i denne artikel.
Man kan også bruge et af de målebånd, som kan anvendes til at måle hestens eller ponyens vægt, men det er udviklet til de slankere typer heste, så har du en koldblodshest som jeg, så kan du ikke nødvendigvis regne med den vægt, der angives. Men bruger du det jævnligt, kan du naturligvis bruge det til at holde øje med om vægten går op eller ned.
Det var så dagens “Viden Om” afsnit, som jeg håber du fandt interessant. Har du lyst til at nørde videre, kan du klikke dig ind på HorseMama bloggen
Gør et godt køb inden jul: 10% julerabat på alle varer i webshoppen.
Tak for at du læste med. Ha’ en dejlig 3. søndag i advent.
Kram & SMIL
Camilla & Braveheart
*Kilde: thehorse.com