Robin

I tirsdags måtte jeg sige farvel til min bedste ven gennem 6 år, Robin. Lige så længe jeg har haft ham, har jeg jo vidst dagen ville komme. Og jeg har også vidst at det ville gå stærkt, når det var tid til at han skulle herfra. 7 år som skolehest havde slidt ham rigtig meget og jeg vidste at pludseligt ville hans krop ”sige stop”.

For et par uger siden mistede han livslysten – jeg mærkede helt tydeligt at han ikke orkede mere. At han ikke havde lyst. Jeg bad ham om at vise lidt trav og galop – og han var mega halt i begge gangarter. Efter at have haft dyrlægen ude og efter at have lyttet til de signaler Robin sendte, måtte jeg sande, at det var tid til at sige farvel til min bedste ven. Det var det eneste rigtige.

Tirsdag morgen stod Robin og jeg i solskinnet i en times tid. Robin fik lov at græsse – og fik vist indtaget de fleste af gårdens mælkebøtter. En banan, hans yndlingsspise, blev det også til. Jeg nød at stå med ham og mærke ham, solens stråler og høre fuglene synge. En morgen helt i hans ånd.

 

Så kom dyrlægen og vi gik vores sidste lille tur på matriklen.  Alt gik stille og roligt, og Robin fik fred.

 

Tilbage står jeg med et gigantisk tomrum efter en hest, som i den grad har præget mit liv. Det var ham, der viste mig vejen til mig selv. Han har lært mig at være et bedre menneske. Det var ham, der lærte mig at åbne op over for heste og lytte til dem. Og det var ikke mindst ham, der gjorde at jeg faldt for hestelivet i sådan en grad, at jeg har startet HorseMama og p.t. er i gang med 3 uddannelser relateret til heste. Han tilgav alle de fejl jeg lavede og viste mig den rigtige vej. Vi havde et helt specielt bånd. Ja, det har vi faktisk stadig. For han vil altid være hos mig.

 

Rest in Peace and Run Free Robin. Det fortjener du.

 

HorseMama-kram

Camilla

 

PS Stort tak til Jette og Jonas hos Hørsholm Hestepraksis – ud over jeres store faglighed har I en enorm empati, som har været en kæmpe støtte. Også tak til beslagsmed Lars Gorski for at rykke ud og tage sko af midt i en fuldt pakket arbejdsdag. Tak til Christina og Mads på Vennekilde Hestepension for at I giver så meget plads og ro og altid er klar til at hjælpe. Tak til Ute Lehmann for at du altid er der for mig. Og tak til alle I andre dejlige mennesker i mit liv, der har lyttet, når jeg har haft brug for at snakke, givet mig plads, tid og ro, når jeg har har haft brug for det, givet kram, når jeg havde brug for det – og for opkald, søde hilsener og anekdoter på Facebook og for blomster. Det varmer og betyder rigtig meget.